Anmeldelse af Flammen og Citronen

Fra Maskulin Modstand, hvor der også er debat:

Flammen og Citronen måtte ikke være helte.

Så fik jeg endelig set den. Der er skrevet meget om den, er den god?

Anmeldelser refereres her: http://www.berlingske.dk/article/20080327/kultur/80327076/  

Og her er dommen fra dette ringhjørne:

Filmen lider først og fremmest af, at den ikke tør stå ved sit valg af 2 helte. Javist er der mange grumsede aspekter af historiens gang, men hvis man har valgt at lave et epos om 2 helte, må man levere varen. Alternativt kunne man jo droppe den idé og lade filmen være en problematiserende debatfilm. Det ville man ikke, men man turde selvfølgelig heller ikke levere tydeligt positive maskuline forbilleder.

Filmen er, som 99% af tidens danske popkunst, noget politisk korrekt slapsvanseri som skal please de feminine. Jeg gætter på, at der ligger en indavlet latent angst hos samtlige danske ”kunstnere” for at deres arbejde skulle kunne provokere til national og maskulin stolthed, så det var egentlig forudsigeligt, at heller ikke denne film turde give os det vi mangler.

Hvordan piller den så heltene ned? Forsigtigt, naturligvis, gennem bearbejdelse af publikums underbevidsthed, sådan som al god manipulation virker. Men egentlig ganske tydeligt, når man kigger efter det. Citronen viser sig at være et livsudueligt skvat som heller ikke før krigen kunne finde ud af at være mand for sin kone. Han kompenserer, eller noget i den dur, ved at være modstandsmand. Han er konstant ved at gå i opløsning og direkte patetisk, når han truer konens nye forsørger. Konen er selvfølgelig den helstøbte person i det forhold. Hun er den voksne, der formår at bære over med den umodne, mens hun opfostrer ”det rigtige barn”. Hun har fornuft og overblik, hvor han dybest set blot er i sine følelsers flæbende vold.

Flammen er tilsyneladende mere intelligent, og måske også mere kynisk til at starte med, men man piller ham hurtigt ned. Hans forhold til levende mennesker er lige så ynkeligt som Citronens: En kærlighedsaffære fra omkring krigens udbrud gøres til hans dominerende motivation. Det er altså irrationelt had til tyskere og nazister baseret på en enkelt privat hændelse, som driver ham. Hverken idealisme eller velovervejet handlekraft, må han få kredit for. Også Flammen kommer til kort overfor sin kvinde, som både er mere rationel, nuanceret og velinformeret. Hermed har man kastreret helt nummer 2.

Man kunne have ladet Citronen være en hæderlig og nogenlunde kompetent ægtemand indtil krigen brød ud, således at heltegerningerne ikke så let kan bortforklares som en reaktion på et dårligt ægteskab.

Man kunne have ladet mindst een af vore 2 hovedpersoner have en mere rationel tankevirksomhed.

Og man kunne have valgt at lade en eller begge deres kvinder indtage den naturlige birolle, fremfor åbenlyst at lade dem være deres mænd mentalt overlegne.

I stedet for at levere et par hårdt tiltrængte mandlige forbilleder, har man atter slukket for ideen om at mænd kan være både mandige, reflekterende og kompetente. De 2 hovedpersoner bliver til tidens eneste tillladte maskuline mandetype, nemlig de umælende smådumme let manipulerbare hormonbomber, og tidens overuddannede middelmådighedskvinder får atter verden serveret som de gerne vil se den: Med sig selv i centrum og mænd som redskaber.

Det er længe siden jeg sidst gik i biffen for at se en dansk film. Det varer nok længe inden det sker igen. Måske er det simpelthen helt slut. Måske kommer der aldrig mere en dansk film for Mænd med trecifret IQ.

Venter på far

Weekendavisen – NR. 42, 20. – 26. oktober 2006

Af LARS BONNEVIE

Men kommer han? Det er spørgsmålet i Henrik Jensens omfangsrige civilisationskritiske essay.

Henrik Jensen: Det faderløse samfund. 483 sider. 349 kr. People’sPress.

Her er et billede af Brian: muskelsvul-mende, kronraget, med stål i blikket, arme der er blå af tatoveringer og ring i øret. En alfahan. Men noget er galt. Brian, der har taget et halvt års barselsorlov, fordi konen ikke gider, står med sin søn på armen og prøver at lokke indholdet af en sutteflaske ned i ham i stedet for at forsvare fædrelandet i Irak eller hengive sig til andre former for mandig idræt. Biologisk kan han være nok så meget far – patriark og rollemodel er han ikke mere. Han er derimod offer for et autoritetstab: ingen gider høre på hans formaninger og påbud, som har deres udgangspunkt i troen på en allerøverste Far, alle er blot interesseret i at følge deres hedonistiske impulser (ikke mindst kvinderne, de skarn).

Brian repræsenterer de sørgelige rester af det ene af to normative komplekser, pligtkulturen med rødder i kristendommen. Det andet, roden til al vor dårligdom, er rettighedskulturen, der hylder individet, som ikke længere er individ, men et savlende, institutionsopdraget, programmeret, gudløst, forbrugende, selvfikseret og flæbende flokdyr – renæssancehumanismens og oplysningstidens endelige produkt. Og her står vi nu.

En faderlig opsang

Lagt på www.berlingske.dk torsdag den 19. oktober 2006 kl. 03:30

Af Martin Krogh Andersen

Samfundsanalyse:
Med »Det faderløse samfund« giver Henrik Jensen de selvcentrerede danskere en velment irettesættelse.

Det er sjældent, at vi får så veloplagt en skideballe. En serie alfaderlige lussinger synger læseren om ørerne, når Henrik Jensen langer ud efter de forkælede og rethaveriske velfærdsdanskere. Faderautoritetens svækkelse i den vestlige verden har ført til »umyndiggørelse og infantilisering« af borgerne, hævder han i »Det faderløse samfund«. Vi er blevet ansvarsløse »fugleunger med vidt åbne gab«, som højlydt klager vores nød og afventer velfærdsstatens godbidder.