28. august 2006 kl. 03:30
Kvindelige værdier slog alfa-hannen ihjel
Af: Morten Sørensen, Stud.scient.pol.
Alfa-hannen er død, fordi kvinderne kynisk og målrettet har udnyttet deres politiske og kommercielle magt til at monopolisere de offentlige værdier og diktere valg og beslutninger på vegne af fællesskabet. Det har tvunget manden til at svigtealfa-hannen og fortsætte med et liv i ufrihed og skam.
Æret være alfa-hannens minde. Han døde alene og forladt, efter han var blevet forvist fra offentligheden af det modsatte køn, og efter han var blevet forrådt og svigtet af sine egne. Med alfa-hannen dør den sidste efterkommer til 1800-tallets patriotiske soldat.
Igennem hele sit liv insisterede alfa-hannen på, at patriotisme og fædrelandskærlighed var forudsætningen for individuel lykke og personlig frihed. Han lagde altid mere vægt på den enkeltes pligter over for fællesskabet end på individuelle rettigheder. Alfa-hannen var kodet med en hel anden ansvarlighed overfor sit fællesskab end nutidens kvinder i stemmeboksen og ved supermarkedernes kølebokse. Og det blev skæbnesvangert for alfa-hannen.
I takt med at kvinderne blev det vælgersegment, der afgjorde folketingsvalgene, kom alfa-hannen til at stå svagt og svækket i sin kamp for at lede flokken. I forvejen var kvinderne den gruppe, der brugte flest penge på sig selv og på indkøb til hjemmet. Alfa-hannen var prisgivet, efterhånden som kvinderne blev den afgørende målgruppe for såvel politik som marketing.
Med deres politiske og kommercielle magt tvang kvinderne alfa-hannens tilhængere til at forråde ham. Alfa-hannens tilhængere havde til sidst intet andet valg end at vende ham ryggen og i stedet indrette sig efter kvindernes temperament, hvis de ville sælge »hjemmebragt« rugbrød, køkkener eller politik.
Allerede forrige sommer overgav en af alfa-hannens mest loyale tilhængere sig. Ganske uskyldigt, men meget symbolsk, afklædte statsministeren sig sit mørke jakkesæt til fordel for en kortærmet blå skjorte, fordi kvinderne ikke ville stemme på den Anders Fogh Rasmussen, der ikke lagde skjul på sin store beundring for alfa-hannen i filmen »Fogh bag Facaden«.
I populærkulturen blev alfa-hannen ikke kun marginaliseret, men tillige forhånet. En lilla tøjdukke i DSBreklamerne og en blå flodhest på den hemmelige kanal var de eneste »mænd«, der fik lov til at erklære deres loyalitet over for alfa-hannen. De nationale TV-stationer sendte ikke andet end kvindehåndbold og programmer om overvægt, børneopdragelse, boligindretning, m.m.
I et af de få programmer om mænd, med mænd, var mændene alligevel kvinder i skikkelse af fem bøsser, der med hvinende grin og suk italesatte kvindernes overfølsomhed over for kropsbehåring, fodboldtrøjer og lidt snavs i krogene.
End ikke en ny dansk politiserie på TV2 kunne levere en helt med nosser. Og i stedet for alfa-hannen blev en »Klovn« valgt til hovedrolle i TV Zulus komedieserie om en almindelig dansk mand. At seriens ophavsmand oven i købet var Casper Christensen – den tidligere anfører for det anarkistiske potensradiokoncept »Tæskeholdet« – understregede alfa-hannens offentlige isolation og marginalisering.
Det tappede også alfa-hannen for kræfter, at kvinderne gentagne gange angreb hans seksualitet og maskulinitet. En førsteelsker som Jørgen Leth blev offentligt kastreret, fordi han gjorde sig selv til aktør i samtlige alfa-hanners sexfantasi om et måltid med fastere og friskere kød i stedet for den smiley-sure luns med mere fedt end kant, som fru Jogging-Sloggi-trusse fristede med hjemme i parcellen.
Forsvarsminister Søren Gade blev tvunget til at beklage, at han som erfaren soldat og officer gjorde det eneste forsvarlige under et besøg i et af verdens farligste lande og bevæbnede sig med en pistol.
Og i alfa-hannens kantine blev det ædle danske svin fortrængt af fedtfattigt fjerkræ og fire daglige salater i et kalorietyrannisk koncept, hvor ristede løg – alfa-hannens fineste krydderi – var for usundt til at være med.
Kvindernes afgørende angreb på alfa-hannens autoritet blev dog sat ind med velfærdsforhandlingerne i 2006. Fremgangsmåden var den samme, som havde været anvendt over for alfa-hannen i populærkulturen. Kvinderne konstruerede en virkelighed, hvor alfa-hannen ikke eksisterede. En virkelighed, hvor manden ikke vedstod sig sit slægtskab med alfa-hannen, men i stedet opførte sig som en sølle og lallende velfærdsnarkoman så fuldstændig afhængig af sit næste fix, at han hellere ville prostituere sig selv for mere velfærdsnarko end tage ansvar for sig selv og sit fædreland.
Alfa-hannen lagde ikke skjul på, at han var parat til at bidrage til den globale kamp for fællesskabets fortsatte velstand, så længe han endnu kunne løfte sværdet. Det handlede for alfa-hannen om stolthed og ære. Men alfa-hannen blev forvist fra offentligheden af det modsatte køn, der samtidig tvang hans sidste tilhængere til endegyldigt at forråde ham og opgive alle forestillinger om at lade sig lede af alfa-hannen.
Dermed var alfa-hannens dage talte. Mandens afhængighed af velfærdsnarkoen var ganske enkelt større end hans loyalitet over for alfa-hannen.
Alfa-hannen forsøgte forgæves at advare sine tilhængere mod velfærdsnarkoen. Ikke mindst den populære velfærdslykkepille – bedre kendt som »efterlønnen« – ændrede mandens moralske habitus.
Mandens naturlige tilbøjelighed til at lade sig lede af alfa-hannens patriotiske ansvarlighed over for fællesskabet blev fortrængt, og i sin vedvarende velfærdsrus accepterede manden til sidst kvindernes krejlertilbud om en noget-for-noget-moral. Til gengæld for mere velfærdsnarko skulle manden forråde alfa-hannen.
Alfa-hannen havde stillet sig til rådighed for manden, men kvinderne udnyttede kynisk og målrettet deres politiske og kommercielle magt til at monopolisere de offentlige værdier og diktere valg og beslutninger på vegne af fællesskabet, der tvang manden til at svigte alfa-hannen og fortsætte sit liv i ufrihed og skam.
Alfa-hannen håbede til det sidste på, at en skattereform ville omlægge skatten fra arbejde til mursten, så belønningen for at sove i et hus ikke ville være større end belønningen for at kæmpe om de knappe goder på den globale slagmark. Men kvindernes psyke var så skrøbelig, at de ikke kunne forlige sig med tanken om, at de ikke for evig tid kunne sove trygt i deres rede. Sammen med deres nye rådgivere, der hovedsagelig blev rekrutteret blandt alfa-hannens frafaldne tilhængere, opfandt kvinderne det såkaldte »skattestop«, der med stor brutalitet og fundamentalisme forhindrede en indretning af samfundet, der kunne vække mandens indre instinkt til at tage ansvar for sig selv og deres fædreland og igen lade sig lede af alfa-hannen. Med skattestoppet var alfa-hannens endeligt blot et spørgsmål om tid.
Med alfa-hannens bortgang har hans tidligere flok mistet deres hidtidige sammenhængskraft, og mange bukker under med eksistentielle problemer. Aldrig har så mange danskere gået til psykolog; fire ud af ti teenagepiger og seks ud af ti voksne kvinder er ikke tilfredse med deres krop; og ifølge Sundhedsstyrelsen er der fra 1997 til 2002 sket en firedobling i antallet af børn og unge, der behandles for depression og andre stemningsprægede sindslidelser.
Det stigende antal danskere – især kvinder – med psykologiske problemer er bylden på det kvindeliggjorte kollektiv, der fik nok i sig selv og drev alfa-hannen i døden, så det kunne få absolut kontrol over den rige og stolte nation, som alfa-hannen opbyggede og nu efterlader sig i sin arv. Allerede nu bliver rigdommene formøblet på flere velfærdslykkepiller, mens stoltheden bliver simuleret ved hjælp af individuel psykologbistand.
I nutidens velfærdssamfund er det blevet mere legitimt at være loyal over for sig selv end at ofre sig for fællesskabet. Alfa-hannen løb tør for kræfter i sin ulige kamp for at vende denne udvikling. Samtidig med alfa-hannen dør mandens naturlige evne og vilje til at tage ansvar for sig selv og sit fædreland i stedet for at ligge fællesskabet til last.
